Fås som

Ars pariendi

Ars pariendi – håndgreb og akut behandling ved fødsler er en tværfaglig og praktisk orienteret obstetrisk lærebog om håndteringen af det normale og det komplicerede fødselsforløb. Bogen gennemgår i kortfattet form og med mange tegninger og fotos relevante håndgreb og procedurer samt understøtter klinisk beslutningstagning.

Bogens indhold baserer sig i videst mulig udstrækning på eksisterende evidens for god klinisk praksis i Skandinavien. Denne 2. udgave er en gennemgribende revision af tekst og illustrationer og er suppleret med nye selvstændige kapitler om Hjemmefødsel, Dystoci, CTGovervågning og Præterm fødsel.

Forståelsen for, hvornår man skal og ikke skal intervenere i fødselsforløbet, er altafgørende på en fødestue. Visse akutte hændelser indtræder så hyppigt på fødestuen, at man som studerende, uddannelsessøgende eller sundhedsprofessionel kan opnå viden og erfaring gennem klinisk praksis. Andre akutte hændelser indtræder derimod så sjældent, at det er vanskeligt alene gennem arbejdet på fødestuen at opøve en praksisbaseret rutine i håndteringen heraf. Ars pariendi – håndgreb og akut behandling ved fødsler dækker således et behov for en kortfattet og let tilgængelig lærebog, som guider sundhedsprofessionelle i beslutninger, håndgreb og teamsamarbejde på og omkring en fødestue. Bogen kan også bruges som opslagsbog i den akutte situation.

Forfatterne er primært læger i gynækologi og obstetrik samt jordemødre fra forskellige fødesteder og jordemoderuddannelsen i Danmark. Enkelte kapitler inddrager forfattere fra andre specialer som fx anæstesiologi og klinisk biokemi. Målgruppen er først og fremmest yngre læger under speciallægeuddannelse i gynækologi og obstetrik, speciallæger med vagt på fødegang, jordemødre og jordemoderstuderende samt sygeplejersker ansat på svangre- og barselsafsnit. Bogen kan også have interesse for læger indenfor andre specialer, som indgår i samarbejdet omkring behandling af gravide og fødende.

Ars pariendi

Fås som

  • Bog
  • i-bog

Fakta

ISBN:
9788762819283
Udgave:
2
Udgivelsesdato:
03. januar 2020
Sider:
339
Redaktør:
Laura Norn Hammen

ANMELDELSER

Titlen henleder selvfølgelig til den klassiske monografi af prof.Trolle, der skrev næsten poetisk om kunsten at føde på Rigshospitalet i 1960' erne. Denne moderne udgivelse er udvidet med meget mere end blot selve forløsningen og kunne vel mere sigende hedde »akut obstetrik på fødegangen«. Man får en bred basal indføring i de store emner på fødegangen - helt fra de elementære undersøgelsesteknikker af den fødende kvinde til den kirurgiske teknik ved kejsersnit. Det, der pædagogisk løfter bogen op, er dens rige illustrationer; de håndtegnede og fotografiske illustrationer støtter den uindviede ind i obstetrikkens håndværk på en intuitiv måde. Forfatterne er en bred vifte af yngre og ældre læger og jordemødre i specialet, hvilket tjener til den brede konsensus. De brede faglige strøg er nemme at følge og præget af konsensus, og bogen tjener dermed fremragende som udvidet instruks eller guideline med rigt billedmateriale.

Bogen henvender sig hovedsageligt til folk, der skal til at begå sig på fødegangen, dvs. introduktionslæger og nye/ kommende jordemødre. Det obstetriske håndværks natur er akut, og der er sjældent tid til opslag i situationen, og bogen vil derfor hovedsageligt have sin anvendelse i vagtstuen over en kop jordemoderkaffe.

»Bogen tjener fremragende som udvidet instruks eller guideline med rigt billedmateriale«.

Jacob Alexander Lykke, overlæge, lektor, dr. med.

Ugeskrift for Læger

22. marts 2021