Anne Sofie er manuskriptredaktør hos Munksgaard og har fingrene i mange af de bøger, som udkommer på forlaget.
Vi har bedt hende svare på tre spørgsmål om, hvordan hun samarbejder med grafikerne.

Hvad er det vigtigste i samarbejdet med en grafiker?
De bøger, vi udgiver, er ofte komplekse størrelser med mange forfattere, figurer, bokstyper, stikordsregister osv. Det kræver en del af vores grafikere. De skal have overblik og kunne holde styr på et stort materiale – og samtidig omsætte det til lækre lærebøger, som læserne har lyst til at læse.Hvordan finder man ud af, hvordan en bog skal sættes op?
Først afklarer vi bogens målgruppe og brugssituationen, og om bogen evt. indgår i en serie. Ofte tager vi udgangspunkt i tidligere udgivelser, hvorefter grafikeren laver et prøvelayout, som justeres og tilpasses til den specifikke titel.
Hvad kan du bedst lide ved at arbejde med grafisk opsætning?
Det mest tilfredsstillende er at se indholdet tage konkret form og blive mere tilgængeligt for læseren. At gå fra en Wordfil med hjemmetegnede skitser til noget, der ligner et færdigt og gennemarbejdet produkt.