Spring til hovedindhold

“Man har tid til at gøre en forskel”: Mød Lillian, sygeplejestuderende med fokus på omsorg og faglighed

Overvejer du sygeplejeuddannelsen, eller er du nysgerrig på, hvordan livet som studerende egentlig ser ud? Lillian, sygeplejerske på Københavns Professionshøjskole, giver her et ærligt og nærværende indblik i faget. Hun fortæller om de største øjeblikke, hvad der motiverede hende til studiet, og deler sine bedste råd til kommende studerende.

Hvad er det bedste ved at være sygeplejestuderende? 

Det bedste ved at være sygeplejerskestuderende er at være en del af den gruppe mennesker i samfundet, som yder omsorg for dem, der har allermest brug for det. Som studerende har man ekstra tid til patienten, og det gør det muligt gennem sin sygepleje og omsorg at bidrage til en god behandling og oplevelse med sundhedssystemet. 

Hvorfor valgte du at læse til sygeplejerske? 

Jeg valgte det, fordi jeg godt kan lide at være noget for andre og hjælpe dem, der har brug for en ekstra hånd. 
 

Kan du beskrive et øjeblik, hvor du følte dig stolt over dit valg om at blive sygeplejerske? 

Jeg havde en patient, som skulle udskrives dagen efter. Jeg fortalte ham, at det kunne være, jeg også skulle være hos ham dagen efter, hvortil han svarede: "Det håber jeg meget!" Der følte jeg mig stolt og glad for, at patienten anerkendte den omsorg, jeg havde ydet, og den relation, vi havde skabt sammen. Det var fedt. 

Hvilket råd vil du give til dem, der overvejer at søge ind på sygeplejeuddannelsen? 

Først og fremmest: Søg ind. Sygeplejefaget er meget alsidigt, og jeg har lært, at jo mere opsøgende og tilstede man er i timerne, simulationen og praktikken, desto mere kan man lære og udvikle sig. Uddannelsen er bred, og der vil altid være noget, man synes er sjovere end andet. Prøv at holde fast i det, du synes er mest interessant. Jeg vil også anbefale at engagere sig med folk omkring sig. Medstuderende, studiegrupper, lektiecaféer og undervisere er alle gode ressourcer. Og til slut: Prøv at snakke højt om det, du skal lære, det hjælper virkelig. 
 

Lillians fortælling minder os om noget helt centralt: Sygepleje handler ikke kun om faglighed, men om mennesker. Lillians historie viser, hvordan arbejdet som sygeplejerske kan skabe små, men betydningsfulde øjeblikke, hvor omsorg og nærvær gør en reel forskel.