Spring til hovedindhold

Få Natalies bedste tips til studieteknik og trivsel på medicinstudiet

Natalie Sofia Lilli Wiedemann, medicinstuderende på 11. semester på Syddansk Universitet

Gennem studiet har jeg lært at acceptere, at jeg ikke kan nå alt, og det er faktisk en vigtig erkendelse.

STUDIETEKNIK 

Har du en fast rutine for repetition af stoffet? Hvis ja, hvordan ser den ud? 

Jeg har ikke en fast repetitionsrutine, og det har måske aldrig føltes rigtigt for mig. I stedet forsøger jeg at bevare overblikket med enkle metoder, som kan skifte lidt afhængigt af perioden og faget. For eksempel skriver jeg ofte de vigtigste sygdomme op på en whiteboardtavle og noterer de centrale punkter under hver sygdom. Det giver et visuelt overblik og hjælper mig med at se, hvor jeg skal lægge ekstra fokus. For mig handler det om at finde en tilgang, der føles naturlig og motiverende, fremfor at følge en bestemt metode slavisk. Og jeg minder mig selv om, at medicinstudiet handler om gradvis udvikling og at bygge viden over tid, ikke om at kunne alt på én gang.

Hvordan håndterer du store mængder læsestof effektivt? 

Gennem studiet har jeg lært at acceptere, at jeg ikke kan nå alt, og det er faktisk en vigtig erkendelse. I stedet for at forsøge at kunne alt, prioriterer jeg det, der er mest klinisk relevant. Dét, som på sigt gør mig til en bedre læge. Jeg prøver at vælge til og fra med vilje og uden dårlig samvittighed. Det kan være svært at sige nej til detaljer, især når man gerne vil gøre det godt, men ofte bidrager de ikke til dybere forståelse. Jeg fokuserer derfor på det, der giver mest mening for mig, og hjælper mig med at se det store billede.

Hvad gør du, når du føler, at du sidder fast eller har svært ved at forstå et emne?

Når jeg støder på noget, jeg har svært ved at forstå, deler jeg stoffet op i mindre, overskuelige bidder. Jeg opsøger alternative forklaringer, det kan være i lærebøger, videoer eller ved at diskutere med medstuderende. Ofte hjælper det bare at høre stoffet forklaret på en anden måde. Hvis jeg stadig er i tvivl, giver jeg mig selv lov til at tage en pause og vende tilbage en anden dag. For mig er det vigtigste at undgå store huller i min viden. Jeg prioriterer en grundlæggende forståelse af de fleste emner fremfor at have dybdegående viden om ét område, som måske slet ikke bliver berørt til eksamen.

Hvad er dit allerbedste eksamensråd til andre medicinstuderende?

Mit bedste råd er at droppe sammenligningen med andre og i stedet fokusere på, hvad der virker for dig. Man kan nemt føle, at man hele tiden skal følge andres tempo eller vide alt fra starten, men det skaber mest stress fremfor læring. Fejl og tvivl er en naturlig del af processen, og ofte lærer man mere af dem end af succeserne. Jeg vil også anbefale at forsøge at forstå stoffet fremfor bare at lære det udenad, da det gør både repetition og eksamen mere meningsfuld. 

TRIVSEL 

Hvordan sørger du for at få tid til dig selv og dine interesser uden for studiet?

Jeg bruger aktivt min kalender, ikke kun for at holde styr på studiet, men også for at huske mig selv midt i det hele. Medicinstudiet kan hurtigt fylde alt, hvis man ikke passer på, så jeg afsætter tid til det, der gør mig glad. Det kan være hyggestunder med venner, små projekter, jeg brænder for, eller øjeblikke, hvor jeg bare slapper af. De stunder giver mig energi og gør, at jeg kan engagere mig både i studiet og i livet uden for studiet. 

Hvilke strategier bruger du til at håndtere stress og holde motivationen oppe i perioder med højt arbejdspres?

Når presset bliver stort, mærker jeg ofte, at alt flyder sammen i hovedet. Jeg får ro ved at skrive tingene ned og dele dem op i små, konkrete dele, så jeg kan tage én ting ad gangen. Tjeklister bruger jeg ikke for at være ekstra produktiv, men fordi det føles godt at kunne krydse noget af og vide, at det er håndteret. Motivation er sjældent konstant, og nogle dage er den lav, og det er helt okay. Jeg prøver at holde fast i rytmen og lade motivationen vende tilbage naturligt, uden at presse mig selv. På den måde kan jeg både bevare overblikket og glæden ved det, jeg laver.

Hvilke råd vil du give til at opretholde trivsel under et krævende studie som medicin?

Vær ærlig over for dig selv om, hvad du kan og ikke kan på en given dag. Modet til at sige fra er en vigtig form for egenomsorg og giver energi til det, der virkelig betyder noget. Sørg for at afsætte tid til sociale relationer, hobbyer og ting, der giver dig glæde. Det styrker din trivsel og giver overskud til at håndtere perioder med højt arbejdspres, som uundgåeligt vil opstå på medicinstudiet. Find en balance, hvor du kan være til stede både fagligt og menneskeligt.