Julie Stidsholt er Marketing Manager hos Munksgaard og er med, når der bliver afholdt Karrieredag på Panum i København
Hvorfor deltager du med en stand til Karrieredag?
For at komme helt tæt på de studerende og prøve at forstå deres hverdag, behov og udfordringer. Det giver os mulighed for at udvikle læremidler, der faktisk gør en forskel. Samtidig er Karrieredag en vigtig anledning for os til at formidle, hvordan man som medicinstuderende kan bringe sin faglighed i spil uden for klinikken, fx gennem bogprojekter.
Hvad synes du er det mest interessante ved at deltage til Karrieredag?
Dialogen med de studerende slår alt andet. De giver os et ærligt og nuanceret indblik i, hvordan vores bøger bliver brugt i praksis, og i hvilket indhold der fungerer eller kan blive endnu bedre. Samtidig er det altid interessant at møde engagerede studerende, hvoraf nogle selv er nysgerrige ift. at bidrage med viden og blive fremtidige forfattere.
Er der noget særligt, som kom bag på dig til sidste Karrieredag?
Hvor engagerede og nysgerrige de medicinstuderende er ift. deres lærebøger og arbejdet bag dem. Der er noget helt særligt ved at møde dem, der bruger Munksgaards lærebøger hver dag, og som generøst deler ud af deres erfaringer med dem fra både undervisningen og eksamenslæsningen. Det giver os værdifuld indsigt, som vi aktivt bruger til at styrke og videreudvikle vores udgivelser.