Brand Team Manager Jette Anne Larsen er ansvarlig for marketingteamet hos Munksgaard (og søsterforlaget Hans Reitzels Forlag)
Hvilke opgaver løser I i marketing?
Vi er et team på fem marketingspersoner – tre fuldtidsansatte og to studentermedhjælpere, som løser stort set alle typer marketingopgaver på Munksgaard. Det er alt lige fra SoMe, flyers, nyhedsbreve, studiestartsaktiviteter, PR og meget, meget mere.
Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde?
Jeg kan virkelig godt lide at ingen dage er ens. Fordi vi dækker så mange uddannelsesområder, og udgiver så mange bøger om året, holder vi rigtig mange gryder i kog samtidig. Bare i sidste uge var jeg til to konferencer, planlagde en målgruppeundersøgelse med en ekstern samarbejdspartner og havde spændende forfattermøder om en kommende bog.
Hvad er det mest udfordrende ved at arbejde med marketing hos Munksgaard?
Det mest udfordrende er nok, at vi har mange målgrupper, fordi vi dækker så bredt. Vi skal konstant være opdaterede på vores markeder, og hvad der rører sig – både tematisk og politisk. Vi samarbejder tæt med dygtige mennesker i salg og redaktion, som også hjælper os med at være opdaterede.

.jpg?w=639)
