Uffe Læssøe er en af fagredaktørerne på den nye udgave af "Bevægelse - en grundbog". Her fortæller han om nogle af bogens vigtigste temaer.
Er du stadig i stand til at vrikke med hoften?
Det lyder måske som et lidt mærkeligt spørgsmål, men det er faktisk ret centralt, hvis du spørger Uffe Læssøe – en af redaktørerne bag Bevægelse – en grundbog. For hvis kroppen glemmer, hvordan den skal vrikke, svinge, dreje eller balancere i en gynge, er det måske fordi, vi ikke længere bruger den, som den er skabt til.
Vi går på et fladt gulv med lodrette vægge i kunstigt lys med indendørs lugte, og vores sanseapparat bliver slet ikke stimuleret på samme måde, som det burde.
Bevægelse – en grundbog er skrevet til fysioterapeutstuderende, idrætsstuderende og alle, der arbejder professionelt med kroppens bevægelse. Men det er ikke kun en bog om muskler og led. Det er også en bog om kontekst, kontakt og kropsbevidsthed – og om, hvordan bevægelse hænger uløseligt sammen med læring, trivsel og deltagelse.
Derfor er det heller ikke nogen tilfældighed, hvilke tre redaktører som har været med til at forme bogen:
• Uffe Læssøe bringer den biomekaniske vinkel: stræk, bøj og vævsrespons.
• Nils Erik Sjöberg ser på bevægelse som aktivitet – altid i relation til noget og nogen.
• Anne-Merete Kissow kaster lys på bevægelse i et samfundsperspektiv – ikke mindst i relation til handicapområdet.
Sammen har de skabt en grundbog, der favner det hele: fra motorisk læring og træningseffekter til smerte, rehabilitering og det mentale samspil med kroppen. Med afsnit om kropsidealer, kropsskemaer og den sære fornemmelse af ikke helt at kunne huske, hvordan man gynger, giver bogen også plads til at reflektere over, hvordan kroppen føles – ikke kun hvordan den fungerer.
Bogen giver ikke kun svar på, hvad bevægelse er – men også hvordan, hvorfor og for hvem. For som det så rammende bliver sagt:
Use it or lose it