Gift – medicin eller mordvåben?
I bogen ‘Giftmord’ tager journalist og forfatter Klaus Larsen læseren med på en tidsrejse gennem litteraturen, kulturen og det politiske landskab, i forsøget på at afdække 2000 års historie med gift som drabsmiddel.
Fra kviksølv og arsenik til moderne kemiske stoffer – gift har altid fascineret og skræmt, og så længe vi har nedfældet historie, har gift som våben været en del af menneskets fortælling om magt, bedrag og mord.
Gennem tiden har vi set flere eksempler på, at gift har været anvendt som middel til at udkæmpe politiske magtkampe på afstand. Hvad end vi snakker om den romerske kejser Neros chef-giftblanderske Locusta, de adskillige attentatforsøg på den cubanske revolutionsleder Fidel Castro, eller de utallige russisk-sponsorerede giftmord, der har fundet sted under Vladimir Putins regime, har giftmordets unikke potentiale for apati og distance længe blomstret på det politiske landskabs arena.
“Mennesket har længe været fascineret af det at kunne slå ihjel på afstand, uden kraftudfoldelse og uden kamp,” fortæller Klaus Larsen og fortsætter;
“Det er i virkeligheden en ualmindelig fej og lusket måde at slå folk ihjel på, men det har jo netop også været både tiltalende og fascinerende, at man ikke behøvede at se sit offer i øjnene.”
Den svages våben
Fra renæssancens giftmordersker Lucrezia Borgia og Catherine de Medici, til den britiske middelalders herskersyge dronning Eadburh, har giftmordet set i historiens lys ofte været forbundet med kvindelige mordere. I bogen udforskes, hvordan forbindelsen mellem gift som mordvåben og kvindernes rolle i kulturhistorien er præget af både sociale og historiske kontekster, hvori kvinder har haft begrænsede muligheder for at udøve magt på andre måder.
“Hvor mænd har skullet agere helte, der banker, slår, prygler, skyder, kvæler og stikker hinanden ned, har kvinder måtte ty til andre og mere stilfærdige, men ikke mindre dødbringende midler, for at opnå deres mål,” fortæller Klaus Larsen.
For kvinder bliver gift et unikt brugbart våben, da forgiftning ikke forlanger hverken fysisk styrke eller en endegyldig konfrontation med sit offer, men tillader enhver muligheden for at agere dødens engel. Klaus Larsen pointerer dog, at det er vigtigt at holde én ting for øje, når man snakker om historiens kvindelige giftmordere:
“Man skal dog huske på, at det er mænd, der skriver historien, og det er dem, der høster frugterne af de giftmord, der angiveligt er blevet begået af kvinder. Derfor tyder meget på, at kvinder typisk har ageret syndebuk i mordsager, hvor gift har været omdrejningspunktet.”
Foto af Claus Boesen
Giftmordet går af mode
I 1800-tallet bliver giftmordet demokratiseret i den forstand, at det nu bliver muligt for normale borgere at tilgå både arsenik og andre giftstoffer, så nemt som ingenting. Her tages giftmordet brat ud af sagnenes og de magtfuldes verden, og bliver pludselig til en triviel og banal forbrydelse, der kan begås af enhver.
“Nu er det ikke længere kun konger, kejsere og paver man hører om i forbindelse med giftmordet, men pludselig også ganske almindelige borgere, der vil skaffe sig af med en voldelig ægtemand, en sygelig svigermor, eller komme hurtigere af med en gammel og rig onkel, ” forklarer Klaus Larsen.
I dag er giftmordet heldigvis en relativ sjælden forbrydelse. Da retsmedicinen i midten af 1800-tallet gjorde det muligt at analysere maveindholdet, blev det sværere og sværere at begå giftmord uden at vække opsigt. Derfor gik den slags forbrydelser vi stifter bekendtskab med i Shakespeares dramatik, eller som opklares af den belgiske detektiv Hercule Poirot i Agatha Christies krimiromaner, langsomt af mode.
Medlidenhedsdrab eller magtmisbrug?
Men i de seneste årtier har giftmordet truet sin genopstandelse - denne gang i sundhedsvæsenet. Her har der nemlig hersket utallige sager om SOSU-arbejdere, sygeplejersker og andet sundhedspersonale, der tager spørgsmålet om liv og død i egen hånd og forgifter deres patienter.
“Når det gælder giftmordsager i sundhedsvæsenet, er det utrolig svært at løfte bevisbyrden, da det i modsætning til de historiske giftmord ved arsenik, skarntydesaft og kviksølv, er man nu i stand til at forgifte patienter med deres egen medicin,” forklarer Klaus Larsen og fortsætter:
“Man har gjort sig mange spekulationer om, hvorfor disse sundhedsprofessionelle begår giftmord – og ofte flere af slagsen – men hvorvidt det drejer sig om medlidenhedsdrab, fortravlet personale, eller blot en trang til at være herre over døden såvel som livet, så lurer giftmordet paradoksalt nok stadig i sundhedsvæsenet i dag.”
2000 års dødbringende kulturhistorie
Klaus Larsen beskriver til slut, hvordan bogen henvender sig til både historieentusiaster, krimilæsere, og alle, der er fascineret af enten menneskets eller medicinalhistoriens mørkere sider. ‘Giftmord’ tager læseren bag om de komplekse psykologiske, historiske og sociale mekanismer, der ligger til grund for den dødbringende praksis, og belyser, hvordan medicinske fremskridt gennem tiden har budt på skade såvel som gavn. ‘Giftmord’ tilbyder en fascinerende og oplysende tidsrejse gennem kulturhistorien, der ikke kun underholder, men også udfordrer læserens forståelse af moralitet og videnskabelige fremskridt.
