Kvalitet og patientsikkerhed – sådan sikrer vi det i sundhedsvæsenet
Jan Mainz og Søren Paaske Johnsen, kliniske professorer ved Aalborg Universitet, er redaktører og forfattere til bogen Kvalitet og patientsikkerhed, der er en grundbog i at sikre et systematisk arbejde med kvalitet og patientsikkerhed i det danske sundhedsvæsen. Vi har taget en snak med de to forfattere om den nye udgivelse.
”Bogen handler om, hvad der skal til for at løse de aktuelle udfordringer og kommende udfordringer i sundhedsvæsenet” Forklarer Søren Paaske Johnsen, og fortsætter: ”Bogen kan bruges som et værktøj for at imødegå unødvendige komplikationer for patienter og unødvendigt forbrug af sundhedsydelser.”
De to forfattere har netop udgivet bogen Kvalitet og patientsikkerhed, der sætter fokus på, hvordan vi kan sikre en høj kvalitet og en god patientsikkerhed. Hvis patientsikkerheden ikke er i orden, bruges der desværre mange ressourcer på at rette op på unødvendige komplikationer. Jan Mainz forklarer, at hver tiende patient udsættes for en alvorlig utilsigtet hændelse, og derfor er det strengt nødvendigt at sætte fokus på kvalitet og patientsikkerhed i vores sundhedsvæsen.
Sæt fokus på den enkelte patient
For at sikre kvalitet og patientsikkerhed, skal der sættes fokus på den enkelte patient. Det forklarer Jan: ”Det hele handler om den rette behandling til den rette patient på det rette tidspunkt”. Ifølge Jan skal patienterne inddrages og involveres i hele processen. Behandlingen må ikke tage udgangspunkt i en systemtænkning, hvor den samme behandling anvendes til alle patienter. Det understøtter Søren også, da han forklarer, at behandlingen i stedet skal være patientcentreret og tage udgangspunkt i den individuelle patients behov.
Ifølge Jan handler det om at samskabe sundhedsydelserne med patienterne, så de føler sig involveret i processen. På den måde kan vi sikre en høj kvalitet og patientsikkerhed i vores sundhedsvæsen.
En afgørende forudsætning
Det har været en stor motivationsfaktor for de to forfattere at se nærmere på de udfordringer, der er opstået i sundhedsvæsenet og i samfundet de seneste år. Jan forklarer, at vi ikke kan se på sundhedsvæsenet isoleret, men at vi må se det ud fra et samfundsmæssigt perspektiv. ”Hvis vi skal ændre i befolkningens sundhed, så kræver det, at vi inddrager hele samfundet og det politiske system” forklarer Jan.
Ansvaret for kvalitet og patientsikkerhed må heller ikke lægges hos den enkelte medarbejder eller gruppe. Det forklarer Søren: ”Vi ser nogle udfordringer i det historiske arbejde med kvalitet og sikkerhed, da der har været en tendens til at placere ansvaret hos bestemte medarbejdere og grupper”, og fortsætter: ”men det er en fundamental misforståelse, hvis vi adskiller ansvaret fra alle andre aktiviteter, der foregår i sundhedsvæsenet”. Kvalitet og patientsikkerhed skal ifølge Søren integreres i hele sundhedsvæsenets dagsorden for at sikre et stærkere sundhedsvæsen.
Et teoretisk grundlag
Ifølge forfatterne er det forinden arbejdet med kvalitet og patientsikkerhed nødvendigt, at vi får skabt et teoretisk grundlag, hvilket motiverede dem til at skrive bogen. ”Viden om kvalitet og patientsikkerhed er ikke bare nice to have – det er need to have” fortæller Jan og fortsætter: ”Kvalitet og sikkerhed er ikke noget, vi kan gå på kompromis med”. Det var en af de store motivationsfaktorer bag bogens udgivelse. De to forfattere fortæller ligeledes, at en række specialister og kollegaer har bidraget som medforfattere til bogen – hvilket de har været meget taknemmelige for.
Bogen omfavner alle aspekter af kvalitetsforbedringer og patientsikkerhed – fra redegørelse, til metode og til praksis. Samtidig tilbyder bogen et nuanceret kvalitetsbegreb, hvor der er en tydelig transparens omkring den eksisterende litteratur og evidens for kvalitetsarbejdet.