Spring til hovedindhold

Begrænsningens kunst i ny 3. udgave af populær grundbog

29. august 2023 | Simon Schmidt Clausen

”Når man beder faglige eksperter, der brænder for et emne, om at begrænse sig til 20 sider, handler det om prioritering - det er begrænsningens kunst,” fortæller Susanne Jastrup, der sammen med Dorte Helving Rasmussen er aktuelle med en opdateret 3. udgave af den populære og velkendte grundbogsserie: Klinik: Grundbog i sygepleje. Ovennævnte prioritering har netop tvunget eksperterne til at stille skarpt på hovedpointen inden for deres specifikke fagfelt. "Alle forfatterne i Klinik er eksperter på netop det område, de skriver om. Og så er de tæt på den kliniske praksis i hverdagen. Det sikrer sammen med fagfællebedømmelserne aktualitet og relevans i det faglige indhold." tilføjer Dorte.Klinik Grundbog i sygepleje_forfatterfotos

Karakteristisk for Klinik, er den kompromisløse prioritering af et højt fagligt niveau samt stort fokus på formidlingen af stoffet i en lettilgængelig form. At mestre denne balancegang har siden den væsentligt redigerede 2. udgave i 2018 været ambitionen for grundbogserien. Siden 2018 er formidlingen blevet skarpere, ligesom den nye udgave er udstyret med ny og opdateret viden inden for teoretisk og klinisk sygepleje. Derudover er den nye udgave udstyret med cases, der er opdateret i forhold til aktuel praksis, hvilket gør det nemmere for de studerende at koble teori til praksis. “Det er en tilføjelse, der gerne skulle konkretisere og simplificere teorien for målgruppen” forklarer Susanne.

En grundbog til hele sygeplejerskeuddannelsen

Den nye udgave af bogen har i højere grad også fokus på, at den kan bruges gennem hele sygeplejerskeuddannelsen - også senere i uddannelsen, da disse semestre er rettet mod det kliniske forløb. "Det har især været vigtigt at inspirere de studerende, der er i deres grunduddannelse, til at lære mere uden at det bliver for utilgængeligt," fortæller Susanne og fortsætter: "Med andre ord er det en pålidelig, solid grundbog, der har kvalitet og et fagligt niveau, der spænder hele uddannelsen" afslutter hun.

Når det kommer til, hvad de sygeplejerskestuderende kan forvente af den nye opdaterede udgave, svarer Dorte med et glimt i øjet: "Den er pæn," hvortil hun uddyber: "… men de kan også forvente en spændende læseoplevelse, hvor teksterne er præget af engagement, entusiasme og et ambitiøst niveau for faget." I forlængelse heraf tilføjer Dorte, at en af bogens største styrker er, at 90% af bogens eksperter er klinikere; altså fagfolk, der i dagligdagen er tæt på den kliniske praksis. Det gør bogen mere praksisorienteret og forbereder dermed de sygeplejerskestuderende bedst muligt på den hverdag, der venter dem.

Du får også to nye kapitler

Udover ny og opdateret viden, cases, fagfællebedømt indhold og et højt fagligt niveau kan du også se frem til to nye indholdsrige kapitler om henholdsvis cancer og væske, som er to store emner i den kliniske praksis.

Den nye 3. udgave af Klinik: Grundbog i sygepleje er i øvrigt en del af serien “Grundbog i sygepleje” med de to andre bøger Fag: Grundbog i sygepleje og Patient: Grundbog i sygepleje, der tilsammen udgør en treenighed i solide grundbøger til sygeplejerskeuddannelsen. Det er alle grundbøger, som sygeplejerskestuderende kan bruge gennem hele uddannelsen. De er gennemarbejdet af specialiserede eksperter inden for områderne og er skrevet i et læsbart sprog i et højt fagligt niveau, der giver en solid ballast til den praktiske del af uddannelsen.

Klinik_3_udgave